Jeg kan huske at min farmor kniplede da jeg var barn. Jeg synes det så meget teknisk og også imponerende ud.
Da min farmor døde i 2007, arvede jeg alt hendes kniple udstyr.
Siden da har jeg haft et stort ønske om at lære at kniple. Kort efter jeg arvede tingene forsøgte jeg at lære mig selv at kniple, ved hjælp at bøger. Det gik da ok, men jeg manglede mange så detaljer for at det kunne blive helt godt. Så jeg opgav og pakkede udstyret af vejen.
Men nu er det så kommet frem igen.
I weekenden var jeg på mit første kniplekursus og sikke meget jeg lærte allerede første dag.
En helt masse fif som jeg ikke fandt i bøgerne, sidst jeg forsøgte at kniple.
Det her er hvad jeg fik lavet på kurset, og ja, jeg er ret stolt af mig selv :)
Men nej, det ser ikke ud af meget. Knipling er et håndværk som tager utrolig lang tid.
Og så kræver det tålmodighed, ihærdighed og en snert perfektionisme.
Her kan man se begge hold pinde som er i brug, for at kunne lave kniplingen.
Sådan cirka skulle det endelige resultat gerne blive, bare hvid :)
Ud over denne her, har jeg endnu et mål med kniplingen. Jeg skal have kniplet et bånd til dåbskjolen til nevø'en. Det skal jeg i gang med på næste kursus gang.
Båndet skal være 2,30 m og været færdig til februar, så jeg ved godt hvad jeg skal få mine vintermåneder til at gå med :)