fredag den 26. december 2014

Rigtig glædelig jul...

... til alle mine dejlige læsere. 
Om end det er lidt forsinket, julen kom før jeg var helt færdig til det i år, sådan kan det jo gå :)

Jeg er rigtig glad for at I er så mange der har lyst til at følge med her og ikke mindst kommentere mine indlæg, det er så dejligt at høre hvad i mener.

Jeg håber at I stadig har lyst til at følge med, selvom det jo er tydeligt at jeg har ændret/udvidet indholdet på bloggen. Blot her i 2014 er der kommet mini Hama perler, knipling og ikke mindst mosters lille dreng på programmet. 
Derfor er jeg fuld klar over at jeg måske mister nogle læsere på den konto, men håber så der kommer nye til. 

Ærgerligt at miste læsere, men jeg ser det som en god og positiv udvikling for mig, at der sker forandring på bloggen.

Til jer som måske har mistet interessen, hvis i stadig læser lidt med, vil jeg takke fordi i har bidraget med kommentarer til bloggen. 

Jeg vil lige vise jer et par billeder af Noah. Jeg har holdt jul sammen med ham, hans mor, min mor og papfar og tre hunde. 
 Bedsteforældrene har virkelig nydt at have barnebarnet hjemme, nogle gange har de næsten kæmpet om hvem der skulle holde ham. Det er så dejligt at se at de gerne vil ham. 

Bedste spiser julemiddag med Noah på skødet :)

 Julen er meget hård. Noah sover rigtig godt og den lille hund (en hvalp på 4 måneder ) er også 
blevet træt. 
Men det er den store hund, den ved pilen, også :)
De kunne alle tre godt holde til at sove sammen på sofaen.

Til slut, endnu engang glædelig jul og en rigtig godt nytår til jer alle.

torsdag den 18. december 2014

Børne billedramme.

Jeg har endnu engang haft gang i hama perlerne, denne gang er det blevet til pynt på en ramme. 
Rammen så jeg en version på nettet og tænkte at den kunne være perfekt til veninden, til billede af hendes lille søn :)

 Jeg undskylder for det knap så gode billede, men man kan vist godt få et indtryk af rammen.
Rammen passer bare så godt til de dejlige baby billeder, synes jeg :)





tirsdag den 16. december 2014

Gode råd..

.. findes der mange af.
Men dem jeg vil fortælle om er, så vidt jeg ved, en gammel sønderjysk jule småkage.
Hvis nogen ved mere end mig om dem høre jeg det gerne :)


Men grunden til at jeg vil fortælle om dem er at jeg har bagt dem i en sukkerfri version i år. Tit synes jeg at sukkerfri småkager ikke smager så godt. 
Men de her gode råd er super gode og tilmed meget nemme at lave.
De kræver dog et gode råd jern. 

Opskriften får i lige her hvis i skulle være blevet fristet.

Ingredienser til sukkerfri version:

500 g hvedemel
150 g perfect fit
100 g margarine
 2 tsk kardemomme
 3 æg

Ingredienser til almindelig version:

500 g hvedemel
250 g sukker
250 g margarine
2 tsk kardemomme
3 æg

Fremgangsmåde:

Sukker/perfect fit og margarine røres sammen, æg og kardemomme tilsættes.
Melet røres i lidt af gangen
Dejen trilles til valnødde store kugler.
Bagea i ca 2 min, til de er gyldne, i gode råd jernet.






mandag den 15. december 2014

Igangværende projekter..

Her midt i juletravlheden får jeg stadig tid til at være kreativ, men grunden til der ikke bliver vist så meget strik/hækling på bloggen er at jeg har gang i et par større projekter og for en gang skyld er de faktisk til mig selv :)

Her er sjalet Camomille af Isager.
Jeg har vist det tidligere, men er kommet lidt længere. Jeg er nu i gang med at strikke kanten/borten på. Det tager tid, da der er rigtig mange masker. Men kanten sætter lige prikken over i'et på sjalet, så det er tiden værd :)
Jeg håber på at kunne blive færdig med den senest i julen. 

Det andet projekt er et hæklet halstørklæde.
Ikke noget specielt, men jeg har et halstørklæde i samme mønster og det er jeg bare så glad for. Derfor besluttede jeg at hækle et mere. 
Planen er at der skal hækles et par håndledsvarmere, der passer til halstørklædet, engang :)









lørdag den 13. december 2014

Hama sne"par"..

Den anden adventsgave til veninden blev det her søde sne"par".


Jeg er med i en gruppe på facebook hvor jeg så dette par. Jeg kunne ikke stå for dem, så de skulle laves til veninden :)

Når jeg laver perleting til ophæng, som skal bruges til gave, sætter jeg altid lærertyggegummi på så det er klar til at hænge op, når modtageren får den.
Det er ikke alle der lige ligger inde med lærertyggegummi og så er der jo en sandsynlighed for at det man giver ikke kommer op og hænge af den grund at det kan være lidt besværligt at få gjort.

Da sne"parret" her var færdigt ville jeg jo gøre det klar og få det pakket ind. Men jeg kunne bare ikke finde mit lærertyggegummi. Jeg ledte højt og lavt og alle steder. Jeg fandt det ikke og det er endnu ikke dukket op. 
Godt at Bilka har det i deres udvalg, så de kunne blive pakket ind :)




onsdag den 10. december 2014

Hæklede grydelapper..

Jeg er på adventsgaver med veninden, så jeg måtte jo til at tænke over hvad hun skulle have. Vi forsøger at give hjemmelavede gaver, hvis det kan lade sig gøre.

Et af de tidligere år hæklede jeg grydelapper til hende og i år sagde hun at hun godt kunne tænke sig et par mere, så det var jo meget nærliggende.

 Opskriften er fra Stof og Stil.

 

mandag den 8. december 2014

Årets juledekorationer...

Traditionen tro har vi også i år lavet juledekorationer.
De blev lavet i slutningen af november, men jeg har haft ret meget at se til og derfor bliver de først vist nu.

Jeg vil nøjes med at vise de to pæneste :)

Årets advents"krans".
Jeg synes det er så synd at den kun skal i brug om søndagen, så her er den også tændt i hverdagene.
Det er så hyggeligt med stearinlys i denne her mørke tid.

Kalenderlys dekorationen.
Jeg køber ofte de tykke kalenderlys fordi jeg synes de er pænere end de tynde, men jeg synes altid jeg har svært ved at følge med til at få det brændt ned. Så det sker at det sidste bliver brændt mellem jul og nytår :)

Kan i følge med til at brænde jeres kalenderlys ned???



fredag den 28. november 2014

Puslebords pynt..

I skal da lige se det puslebords pynt jeg har lavet til mosters lille dreng.


Som i jo så kan se skal han hedde Noah. Det vidste vi allerede inden han blev født og han kunne heller ikke have heddet andet :)

Denne lidt mindre Peter plys hænger også ved puslebordet og Noah er alle begyndt at kigge efter den. 
Den er åbenbart mere spændende end pynten på den anden væg, men mon ikke det andet også bliver spændende at kigge på engang :)

onsdag den 19. november 2014

Barselsgave..

Når der kommer en lille ny, høre der jo en barselsgave med.


Han fik denne blæksprutte.
Selvom der først var termin d. 3 november var blæksprutten færdig omkring midt sommer.
For jeg skulle være sikker på at den var klar til han kom, især hvis han nu skulle ske at komme før tid.
Men det gjorde han jo heldigvis ikke.


mandag den 17. november 2014

Så blev jeg moster :)

Torsdag d. 13 november kl 5.58 blev jeg moster.


Her er han så, ca 2 timer gammel.
Fødslen gik meget stærkt, så jordmoderen og sygeplejersken fik meget travlt lige pludselig. Derfor var den eneste hue der var i nærheden, en lille lyserød en :) 
Da han blev født kom der en hånd ud sammen med hovedet, så min veninde (K) bristede meget under fødslen. Hun var derfor nødt til lige efter fødslen at komme på en operationsstue for at blive syet.
Det tog en times tid og i den tid fik jeg lov at sidde med det lille vidunder, på brystet af mig. 

Fordi K var blevet syet så meget blev de/vi indlagt. 
Jeg blev indlagt sammen med dem. 
K havde rigtig, rigtig ondt første dag, så jeg hjalp meget til, med både den lille og hente mad, tøj, bleer osv. 

Det var jo ikke planen vi skulle indlægges, men bare hjem bagefter, så vi var alle lidt forvirrede over at det endte sådan. Men da vi lige havde sunket det lidt og især her bagefter var det godt vi blev indlagt.
Ikke fordi der opstod nogen komplikationer, men fordi K havde lidt svært ved amningen, da
Noah har et ret heftigt temperament, hvis han ikke får noget at spise NU, så køre han helt op i det røde felt og så kan man ikke få ham til at spise. 
De første 1½ døgn var ikke så sjove hvad det angår, herefter begyndte det at gå godt med amningen.


Billedet her er fra første nat, hvor vi langt om længe efter 4 timer og 5 besøg af sygeplejersken fik Noah til at falde til ro med en sut. 
Denne her nat kunne vi godt blive enige om, at børn burde være født med en brugsanvisning :)

Efter godt 2 døgn kom vi hjem. Jeg tog med dem hjem og var hos dem et døgns tid. 
For lige at hjælpe dem lidt tilrette og så være service-fe :)

Det har været en kæmpe stor oplevelse for mig at følge K og Noah under tilblivelsen, graviditeten, fødslen og især her bagefter. 
Som jeg har skrevet tidligere så er han jo slet ikke min, men jeg føler mig meget tæt knyttet til ham. Kærlighed fik lige pludselig en anden dimission da han kom til verden. 

I går da jeg tog hjem var tanken om at jeg ikke skulle se Noah hele tiden, meget underlig.
Så K lovede at sende "dagens billede" så jeg ikke ender med at få alt for mange abstinenser :)

   Så her er dagens billede :)

Tak til dig der læste til vejs ende i dette indlæg..


 


tirsdag den 11. november 2014

Camomille af Isager..

.. det er hvad jeg strikker lige nu.
De seneste uger har jeg været flere steder hvor jeg har frosset og selvfølgelig ikke haft ekstra tøj med. Men nu kunne det være nok, så jeg er i gang med et sjal/tørklæde som jeg så har planer som skal følge mig i vinter månederne. Jeg gider ikke det med at være små forkølet og have ondt i halsen hele vinteren.


Lige nu er der ikke de store udfordringer i at strikke den. Det er frem og tilbage og en del udtagninger. Men når det er færdigt skal der strikkes en bort/flæse på, så det er godt jeg ved hvor jeg kan få lidt hjælp til det. For jeg synes ikke jeg helt kan tyde opskriften :)


Forresten så lader nevøen stadig vente på sig. Vi bliver sat på (tålmodigheds)prøve :)

mandag den 3. november 2014

Den søde ventetid..

.. i mere end en forstand. 

Jeg går jo bare og venter på at ham min lille nevø har tænkt sig at melde sin ankomst. Jeg har de sidste 14 dage haft min telefon på lyd og hos mig hele tiden, for jeg skal jo med til fødslen. 
Der er termin i dag, så jeg synes jeg begynder at blive lidt (læs:ret meget) utålmodig. Ja, ja, jeg ved godt det ikke er mig der er gravid, men jeg glæder mig rigtig meget til at se ham, kunne holde ham, se ham vokse op og give ham kærlighed. 


Billedet er lånt her.

 Men om ikke andet kan ventetiden bruges til at få lavet nogle julegaver. For der er jo ikke så lang tid hvis man skal nå at have lavet nogle gaver.

Når nu indlægget handler lidt om jul vil jeg lige "reklamere" til for min DIY på babynisser. 

 
Jeg synes de er ret søde og så er de tilmed nemme at lave.
God fornøjelse hvis i skulle få lyst til lave dem :)

fredag den 24. oktober 2014

Forberedelse til 2. gang kniplekursus...

Nu er "lektien" til anden gang på kniplekurset lavet.
Så jeg er klar til at tage af sted i morgen.

Dette arbejde skal afsluttes og stives. Det skal jeg lære i morgen, for jeg har aldrig prøvet det før.
Jeg er meget spændt på resultatet når flakon'en er stivet og bliver taget af pladen.

Men det kan jeg jo ikke bruge 7½ time på, så der er blevet gjort klar til næste projekt.
Båndet til dåbskjolen.
Det skulle jeg meget gerne komme godt i gang med i morgen så jeg kan få kniplet på det inden næste kursusgang, som er i slutningen af november.




lørdag den 18. oktober 2014

Hæklede ugler..

Ser man på aktiviteten på bloggen så skulle man ikke tro at der sker ret meget her hos mig.
Men jeg synes faktisk jeg får en del fra hånden, der produceres jule- og adventsgaver og så bliver der brugt en del tid på at kniple. Jeg skal på kursus næste weekend er der skal det jeg startede på sidste gang være færdigt.

Men lidt kan jeg da vise jer :)

Disse tre ugler er blevet til. 
Hende der skal have dem er vild med lilla og lyserød :)



fredag den 10. oktober 2014

Jeg kan kniple...

Jeg kan huske at min farmor kniplede da jeg var barn. Jeg synes det så meget teknisk og også imponerende ud.
Da min farmor døde i 2007, arvede jeg alt hendes kniple udstyr.

Siden da har jeg haft et stort ønske om at lære at kniple. Kort efter jeg arvede tingene forsøgte jeg at lære mig selv at kniple, ved hjælp at bøger. Det gik da ok, men jeg manglede mange så detaljer for at det kunne blive helt godt. Så jeg opgav og pakkede udstyret af vejen.

Men nu er det så kommet frem igen. 
I weekenden var jeg på mit første kniplekursus og sikke meget jeg lærte allerede første dag.
En helt masse fif som jeg ikke fandt i bøgerne, sidst jeg forsøgte at kniple.

Det her er hvad jeg fik lavet på kurset, og ja, jeg er ret stolt af mig selv :)
Men nej, det ser ikke ud af meget. Knipling er et håndværk som tager utrolig lang tid. 
Og så kræver det tålmodighed, ihærdighed og en snert perfektionisme. 


Her kan man se begge hold pinde som er i brug, for at kunne lave kniplingen.

Sådan cirka skulle det endelige resultat gerne blive, bare hvid :)

Ud over denne her, har jeg endnu et mål med kniplingen. Jeg skal have kniplet et bånd til dåbskjolen til nevø'en. Det skal jeg i gang med på næste kursus gang.
Båndet skal være 2,30 m og været færdig til februar, så jeg ved godt hvad jeg skal få mine vintermåneder til at gå med :)




onsdag den 8. oktober 2014

Hæklet barnevognstæppe.

Jeg har i noget tid arbejdet på dette barnevognstæppe. 
Det er jo selvfølgelig til min lille nevø :)

Inden jeg fik at vide at min veninde var gravid havde jeg allerede set tæppet. Så da jeg fik mulighed for at lave et barnevognstæppe, skulle det uden tvivl være det her.

Bamsernes øjne er perler som er sat på tråden og hæklet med. Så der er vist ingen fare for at han får dem pillet af.
Lige her til formiddag har tæppet stået sin ultimative prøve, en tur i vaskemaskinen, og den overlevede :)






fredag den 3. oktober 2014

Strikket baby trøje..

For længe siden fandt jeg opskriften på denne lille trøje og jeg synes den var så sød, fordi den har lidt forskellige detaljer, så der var ingen tvivl. Den skulle jeg da lave til nevø'en.
Jeg er ikke så trænet i at strikke, så den har taget lidt tid at få lavet og jeg har måtte holde nogle pauser ind imellem. 
Men nu er den færdig og jeg synes den er blevet rigtig god :)

Den er strikket i strømpegarn.
Opskriften er fra Mayflower

onsdag den 1. oktober 2014

Så er jeg her igen..

Den sidste måned har jeg valgt at holde blog pause, jeg har haft temmelig meget at se til, så jeg tog et valg om at lade blog være blog indtil i dag. Det har givet lidt ro og et pusterum.
Men nu er jeg tilbage :)


Nu varer det ikke så længe, mindre end 5 uger, før min lille nevø skal melde sin ankomst. Så den sparsomme tid der har været den sidste måned er bl.a blevet brugt på at lave nogle ting til ham. 
Det var jo også ved at være på tide at få det færdigt. Nu mangler der blot lige en tur i vaskemaskinen. 
Tingene kommer på bloggen i den nærmeste fremtid :)

Jeg har fået lavet denne barnevognskæde, den er dog ikke til nevø'en.


torsdag den 4. september 2014

Toilet skilt..

Endnu engang er der blevet lavet lidt i Hama perler.
Denne gang blev det til lidt "pynt" til mit hjem.

Jeg synes det er blevet ret dekorativt, uden at blive for meget :)


tirsdag den 2. september 2014

Lille hæklet kanin..

Så fik jeg hæklet denne lille "drenge" kanin. 
Den lille nye verdensborger som skal have den, er kommet til verden, så nu venter kaninen bare på at blive taget i brug :)

Opskriften kan i finde her.


onsdag den 27. august 2014

Citat 5..

Om det her egentlig er et citat er jeg ikke sikker på. 
Men jeg synes det er en lille tekst som giver stof til eftertanke.

 Hvis man kunne efterleve de her ting, så tror jeg livet ville blive en del nemmere...

søndag den 24. august 2014

Søndags bagning..

Der for lige en lille bage djævel i mig i dag. Der endte med at blive bagt flere ting.

Først de her super nemme cookies.
Skal du hurtigt lave nogle småkager, så der de her rigtig gode, de tager ingen tid og smager 
 super godt.


Jeg fik æggehvider i overskud da jeg havde bagt cookies. Så jeg var nødt til at bruge dem til noget, og jeg synes helt almindelige kyskager kan blive lidt kedelige. 
Så kom jeg i tanke om at jeg havde set en opskrift på lakrids kyskager, så dem blev det :)

Da jeg stod midt i bagningen af småkagerne, var der nogle gæster der meldte deres ankomst i aften, så en kage skulle også lige bages.
Valget faldt på denne banankage.
Hvis man ikke er så meget til banankage fordi den smager lidt for meget af banan, så er denne kage rigtig god. Man kan smage bananen men slet ikke så gennemtrængende som "traditionelle" banankager.
 Og endnu et stort plus er at den holder sig frisk længe.

 Det kan være i blev lækkersultne :) Så må i, i krig med opskrifterne, de er nemme :)

lørdag den 23. august 2014

Hama skildpadde.

Det første lidt større projekt jeg kastede mig ud i var en skildpadde, jeg synes den var så sød.

Sådan så den ud inden den blev strøget. 
Den måler ca 10 x 14 cm.

Her er den så strøget.

Det er rigtig godt at vi snart får en lille i familien. Han ender med at drukne i perlemotiver, men det er godt der kommer en at lave alle de søde motiver til :)

Har du set min Give away, du kan stadig nå at deltage...



torsdag den 21. august 2014

Hæklet ugle..

Endnu en ugle er fløjet fra reden.
Karina så den ugle jeg tidligere har lavet. Hun ville gerne have en lige sådan, bare i nogle andre farver, så den måtte jeg lave til hende :)


Den er blevet rigtig sød, i nogle friske farver.
Den er allerede landet hos hende og hun var så tilfreds. 
Det er så dejligt at lave noget til folk, når de bliver så glade og tilfredse med det.







mandag den 18. august 2014

Hama perlernes indtog..

.. hos mig.
Da jeg var barn lavede jeg Hama perler, det tror jeg rigtig mange børn gør/har gjort, men da jeg blev teenager stoppede jeg med det.

For nogle måneder siden købte jeg så igen Hama perler, denne gang dog mini Hama. De har en diameter på 2,5 mm. Så de er meget små.
Jeg har set så mange imponerende ting man kan lave med dem, så jeg måtte i gang og jeg må indrømme at jeg er blevet ret bidt af det. 

Det kræver koncentration, tålmodighed og nøjagtighed. 
Alle ting som gør at jeg kan stresse af med det. Tankerne bliver sat på stand by, for dem er der bare ikke lige plads til imens. Så perlerne er blevet et frirum.
Jo, større projekt jeg laver jo mere opslugt bliver jeg af det. 

Nå, til sagen, jeg ville lige vise jer de første ting jeg lavede. Jeg startede ud med at lave nogle små figurer. 

 Jeg er vild med stjerner, så da jeg så de her skulle de selvfølgelig laves. 
De måler ca 4 cm i bredden.

Op på min troldgren kom de :)

 Lige et par ting mere, jeg har forsøgt mig med.

Nu er jeg gået i gang med lidt større projekter, men det var godt lige at starte med de små. Strygningen kræver lige lidt øvelse, så man hverken stryger for meget eller for lidt.

Har du lavet eller laver du Hama perler??
Når man opdager verdenen så er der egentlig flere voksne der laver dem end jeg lige havde forventet.

 

tirsdag den 12. august 2014

lørdag den 9. august 2014

Hæklet savlesmæk..

Så fik jeg lige hæklet en lille savlesmæk.

Den var rigtig nem at lave, så jeg tror måske jeg skal have lavet et par stykker mere.
Opskriften kan du finde her.

Jeg har lavet en lille ændring. I opskriften står der, at der skal være 6 knaphuller, jeg lavede 12. For at hals åbningen har den samme størrelse som på en købt savlesmæk skal den knappes i knaphul nummer 8.. 

Den fik en lille sød knap, som jeg synes lige var prikken over i'et.


onsdag den 6. august 2014

Citat 3..

For en del år siden var jeg en periode spejderleder hos Det Danske Spejderkorps, for de mindste spejdere i aldren 6-10 år.
I den forbindelse var jeg på forskellige kurser og på et af de kurser fik vi et citat (eller hvad det kan kaldes), som var meget sigende i forhold til arbejdet med børnene.

Så det vil jeg dele med jer.

"Til eftertanke" af ukendt forfatter:

Et barn, som får meget kritik, lærer at fordømme.
Et barn, som oplever fjendtlighed, lærer at slås.
Et barn, som gøres latterlig, udvikler generthed.
Et barn, som stadig må opleve skam, lærer at føle sig skyldig.
Et barn, som behandles med tolerance, lærer tålmodighed.
Et barn, som får opmuntring, lærer tillid.
Et barn, som får ros, lærer at påskønne.
Et barn, som oplever sikkerhed, lærer at føle tiltro.
Et barn, som bliver værdset, lærer at blive tilfreds med sig selv.
Et barn, som godkendes og mødes med venskab, lærer at føle kærlighed i verden. 
Billedet er lånt her.




tirsdag den 29. juli 2014

Citat 1...

Jeg er ret vild med citater og har dem gemt alle mulige og umulige steder. 
Så nu har jeg besluttet at ligge dem her på bloggen, så ind imellem vil der dukke et citat op her.

De citater jeg gemmer er oftest dem som på en eller anden måde passer lige på mig.

Hvordan har i det med citater??

lørdag den 26. juli 2014

Marked i Grenå 2014.

Så er jeg kommet hjem fra marked og har samlet lidt energi igen.

Vi havde en super god og meget varm weekend.

Vi havde valgt at tage 3 overnatninger i en camping hytte nær Grenå.
Fredag eftermiddag ankom vi til campingpladsen og "flyttede" ind i vores lille (12 kvm) hytte.


Faktisk en rigtig god hytte af størrelsen. Der var plads til 2 voksne og 2 børn.
Der var køleskab, kogeplader og afløb. Så det var så fint.

Udsigten fra hytten var rigtig lækker, jeg vidste ikke på forhånd at camping pladsen lå lige ned til vandet. Jeg havde bare været fokuseret på at vi skulle have et sted at sove :)


Lørdag gik det så løs på markedet.
Markedet blev afholdt i gårdspladsen på en større gård, ca 5 km udenfor Grenå.
Vi var der omkring kl 8 for at stille op. Der var 75 udstillere så der var lidt kaos af biler, som skulle ind i gårdspladsen og læsse af. Men det lykkes alle at komme til.

Vores stand endte med at se sådan her ud.



Det var som altid to rigtig hyggelige markedsdage.
Vi havde en god omsætning. Men også en masse gode samtaler med glade og smilende mennesker. 
 Alle vores ting blev meget beundret. Og vi hørte mange gange at folk ærgrede sig over at de enten havde for store børn, ingen børnebørn eller for store børnebørn. 
Vi havde også besøg af en utrolig frisk oldemor til 8 oldebørn. Det eneste hjælp hun skulle have var lige en arm at støtte sig til. Men vi andre godt gående kunne have lidt svært ved det grove grus i gårdspladsen :)
 
Vi fik midt i denne uge at vide at der have være mellem 3000 og 4000 besøgende.  
Ret godt, især taget i betragtning af at man skulle vide markedet var der, det var ikke et sted man bare lige kom tilfældigt forbi.

Det eneste vi kan tillade os at klage lidt over var varmen. Det var rigtig varmt på gårdspladsen og tilmed var gården omkranset af træer.
 Heldigvis havde vi i år en parasol med og rigelige mængder solcreme og vand.

En rigtig dejlig weekend, dog krævede det lige nogle dage for mig at samle lidt energi igen :)